Solrød Frikirke står hvert år for koordinering af indsamlingen til Dansk

Flygtningehjælp i Solrød kommune.

 

Dansk Flygtningehjælp 2014

 

Ved indsamlingen den 9. november 2014 var der et stort engagement fra Solrøds borgere; ruterne blev revet væk og der blev i alt samlet 80.300 kr. til verdens flygtninge.

Hvad siger indsamlerne?

 

Efter halvanden time med at stemme dørklokker ser Astrid på 9 år både træt, vindblæst og glad ud. Hun har været ude og samle ind med sin mor og sin bedste veninde, der sammen fik samlet 1.153,75 kr. ved 115 husstande. "Kan du slå den" råber hun stolt til sin storesøster, der sammen har en intern konkurrence om, hvem der kan samle flest penge, under årets indsamling.  

 

Det er første gang Malthe, på 18 år, har samlet ind for Dansk flygtningehjælp. Han har smidt overtøjet og sidder tilbagelænet i en af kantinens stole, og varmer sig med en kop kaffe. "Jeg samler ind fordi det er en nødvendighed, da der er nogle i den her verden, der lider mere end vi gør", fortæller han med overbevisning og selvsikkerhed i stemmen.
 
Michael er 39 år. Han sidder ved et af kantinens borde og underholder med hændelser fra sin rute, hvor han samlede 1087 kr. "Jeg samler ind pga. et større kollektivt pres fra min families side" joker han, "og fordi det nytter noget!".
 
-OG DET TROR VI PÅ...

Hvilken forskel!

 

I Syrien kan man for 1000 kr. eksempelvis give:
  • En nødhjælpspakke til en nyankommen flygtningefamilie (madrasser, tæpper, køkkensæt og hygiejnegrej)
  • Nødhjælpspakker med mad til to flygtningefamilier på fem personer i en måned (mel, ris, bønner, olie, sukker, kød og fisk)
 
I den Centralafrikanske Republik kan man for 1000 kr. eksempelvis give:
 
  • En skolepakke til 37 flygtningebørn (tavle, kridt, blyanter, hæfter, viskelæder og lineal)
  • Et undervisningskit til en lærer (skrivegrej, geometrisæt og manualer i fransk, matematik og menneskerettigheder)