Refleksion

Vil du gå hurtigt, så gå alene – vil du gå langt, så gå med andre....  sådan lyder et ordsprog. Ét andet siger: ”No man is an island”.  Begge taler om, at vi mennesker er skabt som sociale væsener. Vi har brug for andre mennesker omkring os, mennesker til at lytte, retlede og vejlede os og mennesker, som ser og anerkender os. Livet med Gud og mennesker er relationelt, bevægeligt og dynamisk. Vores trosudvikling er en rejse med Gud og andre mennesker.  I Solrød Frikirke lægger vi derfor vægt på, at man deler tro og liv med andre som f.eks. i smågruppe eller i mindre sammenhænge, som ved at være i et mentorforløb.

Solrød Frikirke tilbyder begge, og du er meget velkommen.

Vi tror også, at vi har brug for at stoppe op, reflektere over Guds ord samt være sammen med Gud i bøn. Man kan sammenligne det med at trække vejret. Vi indånder Guds ord og lader det hvile i vores tanker og hjerte. Det er refleksion. Og udåndingen kan være et output af refleksion. F.eks. en opmuntring til dig fra Gud, en ny tanke eller tilskyndelse til en handling. Der er mange gode links til ord på vejen samt bønner, og nedenfor får du et par stykker.

Til sidst får du her et par sætninger til refleksion.

Længslen efter Guds rige og troen på at Gud kan handle i vor verden, er ofte blevet afløst af krav på åndelige oplevelser.  Biskop Anders Arborelius’

Man kan ikke løse en knude med en hånd” - Russisk ordsprog

Læs teksten igennem nogle gange – gerne langsomt.

Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden. Johannes evangeliet kap. 6, versene 35, 48-51.

Tænk

Jesus Kristus benytter brød som metafor og siger, at Han er det brød, der vil gøre dig levende. Der kan mætte din sjæl.
Prøv at overveje, hvordan Jesus Kristus kan være livgivende for dig.  Hvad længes du efter i din relation til Gud?

Bed

Jesus Kristus, du kender mig og ved, hvad jeg har brug for. Giv mig det, og ikke det jeg vil have. Amen.